Osted Bylaugs Høstfest og 125 års jubilæum
Det var ikke bare Høstfest der blev fejret, men også 125 års jubilæum. Karl Frandsen mindede os om at Bylauget blev stiftet i 1888. Vilkårene er siden ændret, men formålet med at være et samlingspunkt og værne om byen og dets beboere er stadig det samme.
Der var 50 forventningsfulde gæster til høstfesten i Osted Kulturhus.
Bordene var festligt pyntede med efterårets blomster og frugter. Pladsen var trang, men det gav et fint samvær med megen musik, sang og en flot grillbuffet fra Pierre Grillparty. Desserten bestod af "Byrøddernes" hjemmelavede æblekager, som forsvandt som dug for solen.
Laura Jensen holdt en fin høsttale som handlede om høst i et moderne samfund. Oldermand Niels Rasmussen startede underholdningen med en fin solosang "Kære øjeblik", af Lars Lilholt, som handler om vigtigheden af at huske øjeblikket, akkompagneret af Camilla Donovan på klaveret, som også spillede klaverstykker af Diabelli, Mozart, Schubert, Beethoven og Debussy, afvekslende med danske sange sunget af det til lejligheden sammensatte "Osted Bylaugs Minikor".
Højskolesangbogen blev flittigt brugt til fællessange. Sangen fyldte hele huset. "Byrødderne" havde samlet mange præmier sponsoreret af byens handlende: Dagli'Brugsen, Spar købmanden, Osted Slagteren, Salon Hella, Zilex granit og vand, Osted Kro, DanKids og Else Lund som blev udloddet i lotteriet. Mange gæster gik glad hjem med de fine gevinster. Det blev alt i alt til et virkeligt dejligt øjeblikkets minde om en glad aften af Osted Bylaugs Høstfest 2013 i Osteds nye Kulturhus, Den Gamle Skole.                           CIN
Osted Bylaug | CVR: 33 39 97 31