Afholdte aktiviteter / Byvandring i Osted 2017
Historisk byvandring i Osted.

Det var godt vejr den 27. juni, og det nød de 45 fremmødte til Osted Bylaugs historiske byvandring.

Erik Kildegaard og Hans Larsen ledede turen rundt i Osted. Turen blev koncentreret om den historiske Osted-sten, den sydlige del af Byvejen og skolen.

Erik Kildegaard fortalte indgående om Jacob Suenson der gav Osted bort til Roskilde Domkapitel i 1246. Suenson var en af Danmark mægtigste mænd på den tid og han regerede faktisk landet mens kongen Valdemar Sejr var i fangenskab.

Der blev også fortalt om tiden da Osted kom under herremanden på Vibygård samt senere stavnbåndes ophævelse.

Hans Larsen fortalte bla. om den nye landevej der kom til Osted i 1792 og hvordan Osted kunne drage fordel af den hurtige transport. Det bragte nye arbejdspladser til Osted og dermed også flere indbyggere, der bosatte sig langs med landevejen.

Der blev fortalt om personer der har boet i området og sat deres præg på byen.

Under turen blev der også fortalt om den allerførste planlagte udstykning for Osted. Den omhandler kvarteret omkring Langetoften og Brotoften. Det daværende Osted sogneråd havde købt 10 tdl. land af Agathe Jensen i 1959 og dermed mente man at havde byggegrunde nok for de næste 30 år. Udviklingen i 1960erne skete dog så hurtigt af allerede efter 5-6 år købte sognerådet de resterende 30 tdl.

Erik Kildegaard fortalte om udviklingen af skolen på Langetoften. Den blev bygget i 1940 og havde ca. 100 elever, men i 1975 var den oppe på ca. 700 elever og der skete naturligvis en kraftig udbygning. Nu er der ca. 250 elever på skolen.

Vi sluttede af ved den gamle skole, der i dag er Osted kulturhus. Den var også tidligere kro for Osted, senere skole og Kommune kontor.

Vagn Olsen var så venlig at optage turen med billeder, så dem der ønsker det, kan se turen på ” osted video” efter nogle dage.
Turen sluttede i kulturhuset med kaffe og god kage.
Osted Bylaug | CVR: 33 39 97 31