Afholdte aktiviteter / 70 års dag for befrielsen 2015
Osted fejrede 70 år for Danmarks befrielse.
Osted Bylaug havde inviteret alle borgere, til at fejre og mindes afslutningen på besættelsen i 1945.
Der mødte ca. 100 personer op ved 5. maj stenen på Byvejen i Osted. Det var en stille og varm aften, meget ligesom den 4. maj 1945.
Der var lys og fakler omkring stenen og det skabte en god atmosfære.
Forsamlingen sang 3 sange, nemlig ”En lærke letted”, ”Den blå anemone” og ”Kom maj du søde milde”.
Oldermanden Hans Larsen, lagde en buket blomster ved stenen, det var for at mindes og ære alle der faldt under krigen. Blomsterbuketten var i befrielsens farver, blå, rød og hvid.
Evan Jensen, tidligere borgmester i Lejre talte. Han fortalte om da han som meget ung boede i Himmerland og oplevede besættelsen af Danmark i 1940, ligeledes da han hørte frihedsbudskabet 5 år senere i 1945.
Efter en time ved 5. maj stenen, gik alle med faklerne til Osted Kulturhus, hvor alle var inviteret til fortælling om våbennedkastningen i vores område under krigen i 1940 til 1945.
Kulturhuset kunne næsten ikke rumme alle de mange mennesker, også selv om det lige havde indviet den nye store sal, 80 personer kom med for at høre på.
John og Jonna Helmersen fra Ejby fortalte om våbennedkastningen på en fascinerende måde. De havde formået at få gamle båndoptagelser og fortællinger til at fremstå på en ny og interessant måde.
De fortalte om modstandsgruppen som hed Borupgruppen, der bestod af mange små undergrupper, bl.a. Osted gruppen med lederen Erik Kristensen der var skolelærerens søn i Osted.
Familien Helmersen fortalte i 2 timer, kun afbrudt af en 20 minutters kaffepause, og man kunne se på forsamlingen at det var af stor interesse lige til det sidste.

Bylauget kunne sige tak til alle for en god og meget interessant aften.
Osted Bylaug | CVR: 33 39 97 31 | Byvejen 45, Osted, 4320 Lejre  | Tlf.: 46497113 | margrethesminde@mail.tele.dk