Referater / Høsttaler
Høsttale ved høstfesten den 23. september 2011 ved Ole Sivertsen.
 
Så fik vi høsten i hus. Det var svært, noget gik til spilde, noget blev opgivet.

Men nu er vi færdige og der er grund til at glæde sig og være taknemmelig for det vi har fået i hus.
 
Det kan jo ikke være rekordhøst hvert år.
 
Og nu vi er til høstfest. At holde høstfest er en rigtig god tradition. Her kan vi sammen glæde os over frugten af lang tids forberedelse, investering og arbejde. I gamle dage var næsten alle folk på landet engageret med at få høsten i hus. Sådan er det ikke mere.
 
Så jeg glæder mig over at I alligevel kommer til høstfest. Det er da også helt naturligt. Selv om I ikke har høstet korn, så har I sikkert høstet noget andet.
 
Resultatet af en god produktion, et godt håndværksarbejde, en god investering, lønnen af et veludført arbejde, udbyttet af gulerødder i jeres have eller aktieudbytte.
 
I vores tid, altså fra før krigen til nu, er der sket en meget stor teknisk udvikling i landbruget og i det ørige samfund.
Maskiner og elektronik overtager vores arbejde, og tusindvis af mennesker flytter til byerne og producerer nyttige og unyttige ting, som vi tror vi har brug for.
Og så går vi landmænd herude og kan føle os alene.
 
Jeg savner denne nærhed af landmandsnaboer. I gamle dage var der ikke langere til skellet end vi næsten dagligt mødtes og fik en snak om vind og vejr, og de dårlige tider for landbruget.
 
Nu sidder vi alene i vores store maskiner, og synger Jens Smærup Sørensens sang:
 
Jeg ejer både mark og eng,
og det er dansk natur,
og storbyfolk de roser den,
de glor og de går tur; 
men jeg ser mest kun arbejdskrav
og mulighed for fold, 
miljøpræk, værn og fredning, åh,
det gør mig klam og kold.
Alligevel er det lærkens sang
og kalvens bløde tunge
og kornets fine skær
og ræven med sin unge,
der holder mig i live
og får mig til at blive.
 
I 1906 skriver Jeppe Aakjær meget smukt og fortællende i sin sang: Nu er det længe siden; om hvordan høsten foregik dengang.
Sådan foregik det næsten lige indtil krigen sluttede i 1945. Det var meget hårdt og tungt hånarbejde. Det var nødvendigt med mange folk. På en almindelig gård kunne der være fodermester, 2 karle og pige i huset. Og i høstens tid ekstra høstmandskab.
og når årets høst skulle tærskes på mindre gårde, eller husmandsbrug, hvor man ikke havde tærskeværk, kom der omrejsende tærskeværker, trukket af en traktor eller en dampmaskine.
Der skulle mindst 10 mand til at betjene dette. Plus piger og koner til at bringe øl, kaffe og mad. Desforuden et utal af unger til at se på eller til at bære avner.
En sådan tærskedag var en festdag. Den dag fik man at se, hvad man havde at leve af indtil næste høst. I dag kan en mejetærsker både meje og tærske det samme på 2 timer.
I min drengetid syntes jeg at høsten var en spændende tid. Der var sjove oplevelser, og der var pligter der skulle overstås. Oplevelser som man ikke glemmer.
Man kunne endda være så heldig at man fik fri fra skole for at hjælpe.
 
Høsten startede når der blev mejet for med leen i den yderste omgang. Hestene måtte jo ikke træde i kornet. Så kom selvbinderen i gang. I første omgang kun med 2 heste. I tredie omgang var der plads nok til 3 heste for binderen, som man normalt havde. Selvbinderen var tung at trække.
Ofte var det plagen der var tredie hest. Den skulle jo også lære det.
 
Det var sjovt at rende bag binderen og se mus og skruptudser og en enkelt stork. Og nogle gange skulle vi rende foran binderen og flytte neg for at hestene ikke skulle træde i dem. Det var ikke så sjovt.
Negene blev sat i hove i lange lige rækker. Hvis der var tidsler i kornet, så var det heller ikke så morsomt.
Men det kunne være dejligt at ligge oppe i kornlæsset og kigge op i himlen, mens det gik hjemad til laden.
 
Moderne høst er også meget spændende. Det er stadig lige så vigtigt at redde så meget hjem som muligt. Intet må gå til spilde. Vi er lige så afhængige af vejret som dengang i gamle dage.
På Falster har de haft ekstrem våd høst. Der kører man med larvefødder på mejetærskeren og tærsker kornet som står i vand op til akset.
 
Vejrprofeterne spår at den globale opvarmning vil betyde voldsommere fejr i fremtiden. Ser vi ud i verden, ser vi, at vejret kan være meget mere ødelæggende end her. Og nogle steder er der slet ikke noget at høste og ikke noget at spise. Det ser vi lige nu på afrikas Horn.
Vi lever et lykkeligt sted på jorden, hvor der er overflod af fødevarer. Ja, og nu er den endda kommet et Netto til Osted.
 
Det er helt forkert at man ikke formår at skaffe mad til alle på kloden. Vi kender til topmoderne landbrug i Ægypten, etableret i ørkenen vest for Kairo i det rene sand. Ved hjælp af vand og gødning og dygtighed kan det lade sig gøre. S hvorfor ikke på Afrikas Horn, hvor millioner af mennesker sulter.
 
Er det magtbegær, krig og grådighed der forhindrer dette?
 
Og verdens befolkning vokser og vokser. Kan vi vedblive at producere mad nok? Og hvordan ser det ud om 70 år? Ja, hvem ved det?
Men ser jeg tilbage i min landmandstid, så var det godt hvis en god hvedemark gav 28 fold. 28 fold = 28 hkg. pr. tdl. = 50 hkg. pr. ha.
Udbyttet er idag dobbelt så højt: 100 hkg.
Og når en ko dengang malkede 5000 kg om året, så er det idag 10.000 kg.
 
Jeg tror, at der også vil være mad nok om 60-70 år. Og jeg håber også at det bliver sådan at alle kan blive mætte.
 
Så synger vi: "Nu er det længe siden" 
Osted Bylaug | CVR: 33 39 97 31 | Byvejen 45, Osted, 4320 Lejre  | Tlf.: 46497113 | margrethesminde@mail.tele.dk