Osted Bylaug
Bliv medlem
Osted Bylaug
Bliv medlem

Kender du Osted Bylaug?

Hvis ikke, kan du læse lidt om hvad det handler om her.

Hvordan begyndte Osted Bylaug?

Osted Bylaug har sin oprindelse i tiden før 1793 og før gårdenes udflytning (udskiftning) fra landsbyen.

Dengang var Bylaugets væsentligste funktion at lede bøndernes drift af jorden og landsbyens fællesskab.

Efter udskiftningen i 1793 ophørte den oprindelige funktion, men der var stadig byjord i Osted som fællesskabet skulle tage stilling til. Det var bl.a. gadekæret, anlæg med byens vandpumpe, grusgraven i Kirkebjerg og fælles græsaraler.

Det Bylaug, som vi kender idag, blev oprettet den 8. januar 1888 med nye vedtægter og med Anders Hansen Rosendahl som bylaugets første oldermand.

Se Osted historie gennem 300 år i billeder her

Hvad laver Osted Bylaug?

• Vi er aktive når der skal udarbejdes lokale planer og stianlæg.

• Vi arbejder for, og værner om, miljøet i Osted og omegn.

• Vi vedligeholder området i og omkring gadekæret på vores årlige hoveridage.

• Vi uddeler bylaugsprisen til projekter som er med til at gøre byen kønnere og mere attraktiv.

Vi afholder diverse arrangementer

Hvad er formålet med Osted Bylaug?

Bylaugets formål er at varetage Osted By og omegns interesser over for offentlige myndigheder, bevare og beskytte landsbymiljøet samt påtage sig andre opgaver af fælles interesser for beboerne.

Lidt mere historie!

I tidens løb har Osted Bylaugs virke været meget alsidigt som f.eks. opstilling af Bystenen som fortæller historien om Osted tilbage til år 1246. Genindretning af gadekæret og renovering af Præstealléen. Flytning af 5. maj stenen hvor alle skolebørnene kom trækkende gennem hele byen med stenen liggende på en gaffelgrenet træstamme. Som noget af det seneste er Byvejen blevet renoveret, så trafikken nu kører langsommere gennem byen, og der er skabt plads til cyklister og fodgængere. Et projekt som Osted Bylaug havde stor indflydelse på.

Osted Bylaugs horn

Byhornet blev traditionelt brugt til at sammenkalde byens de gårdmænd som ”havde noget at skulle have sagt”. Hornene var skåret til i begge ender for at man kunne tude i det.

Tudede man to gange, eller nogle steder langtrukkent i hornet, var beskeden at der var f.eks. brand, og man skulle komme og hjælpe til. F.eks var oldermanden ”Brandfoged” og brugte dermed hornet til at kalde folkene sammen.

Andre steder blev der tudet flere gange alt efter hvad der skulle kaldes sammen til.

Osted Bylaugs horn er afleveret til Roskilde Museum. Der ligger i forvejen 2 horn som er tilbage fra 1797. Her er inskriptionen ”Ousted Bylaug 1797-1897 V Redøhl”

Der er tradition for at gravere initialer og årstal på oldermændene i hornene.

Det tredje horn, som nu er afleveret til Roskilde Museum, blev startet af Murer Ole Jacobsen, som var Oldermand i 1981-82.

Dette er gjort mange gange op gennem årene og det seneste, som nu afleveres til Museet, er graveret med årstallene fra 1981-2013.

Hornene er typisk kohorn, og da vores det sidste er fyldt ud med inskriptioner, har Osted Bylaug begyndt på et nyt indhentet fra Sagnlandet Lejre, og som starter med initialerne HL 2014-19. Osted Bylaug fortsætter traditionen.

Hvem er Osted Bylaug?

Bylauget er for alle, der bor i Osted og omegn. Bylauget ledes af Oldermanden samt 4 bestyrelsesmedlemmer inklusiv kasserer. Disse personer vælges af bylaugets medlemmer, hvert år, på årsmødet som afholdes i februar måned.

Hvorfor er dit medlemsskab så vigtigt?

Bylauget går ind for positiv dialog med kommunen og vi har erfaret, at en forening med et talstærkt grundlag i lokalområdet øger interessen væsentligt hos politikerne. Derfor er det vigtigt med et solidt medlemstal.

Medlemskontingent opkræves een gang årligt i januar. Kontingentet fastsættes på årsmødet.

Ca. 1958

Gården Margrethesminde er kalket hvid.

Ca. 2005

Bystenen i Osted med årstal for vigtige begivenheder i Osteds historie. Stenen er opstillet i 1962.

Ca. 1935

Margrethesminde i sne. Billedet er taget fra hvor der nu er parkeringsplads for besøgende til kirken.

Osted Bylaug

CVR: 33 39 97 31

Email: bylaugosted@gmail.com